ForskByg holder årligt fire medlemsmøder, og 25. november 2025 mødtes repræsentanter fra foreningens 15 medlemsorganisationer hos Det Kongelige Akademi i København.
På medlemsmøderne deles informationer om nye indsatser, puljer og samarbejder. Medlemsmøderne er et vigtigt led i ForskBygs formål, som er at fremme forskning, innovation og uddannelse til gavn for en mere bæredygtig udvikling af fremtidens byggeri og anlæg i Danmark.
Som en del af mødet viste dekan for Arkitektur på Det Kongelige Akademi Jakob Brandtberg Knudsen rundt i udstillingen ‘Imagining the future’, som præsenterer 29 projekter af arkitekter og designere, der tager afsæt i aktuelle udfordringer og muligheder: Nye materialer, nye måder at bo og beskytte os på, nye måder at tænke fællesskab og bæredygtighed.